Metropolitan-områder er baseret på byområder, som omfatter det bebyggede område og pendlerbæltet omkring en by. En bæredygtig og inklusiv udvikling af det økonomiske potentiale og velfærden for de mennesker, der bor der, kan udvikles mere effektivt ved at tage hensyn til storbyområdet som helhed. I betragtning af byernes og storbyområdernes voksende rolle i forvaltningen står dette emne højt på Europa-Kommissionens politiske dagsorden. Der er imidlertid vigtige politiske spørgsmål i den fysiske udvikling af byer og storbyområder, såsom byspredning, der påvirker sidstnævntes evne til at opfylde målene om bæredygtig og inklusiv vækst. Politiske beslutningstagere i byerne har ofte begrænset kapacitet til at håndtere disse udfordringer på grund af de facto (og undertiden de jure) eksistens af funktionelle byområder (FUA'er), der definerer byer og deres pendlingszoner. Disse FUA'er rækker ud over formelle administrative grænser. Derfor lider storbyområder ofte under fragmenteret politikudformning. Storbydimensionen giver derfor nye og udfordrende aspekter til spørgsmålet om, hvordan man skal tackle politiske spørgsmål, eftersom dialogen og engagementet i fælles politikker skal opnås af kernebyen og ofte mange nabokommuner samt direkte valgte lokale og regionale myndigheder. Samarbejde mellem byer og samarbejde på flere niveauer er vigtige punkter, der skal tages i betragtning i denne henseende. Desuden skal der tages hensyn til forskellige planlægningsrammer, som i de fleste tilfælde ikke specifikt har til formål at styrke det tværkommunale samarbejde og samarbejdet på flere niveauer. Nye forvaltningsmetoder er imidlertid lovende for at afbøde de potentielt ugunstige virkninger af fragmentering af forskellige kommuner og andre offentlige myndigheder inden for storbyområder. Selv om de roller, som storbyområder kan spille for territorial udvikling, i stigende grad anerkendes i Europa, er der stadig ingen fælles typologi, der giver de politiske beslutningstagere en bedre repræsentation og forståelse af metropoliseringen af samfundet. Sidstnævnte vil være relevant for integrationen af storbyudvikling i lokale og regionale udviklingsdiskurser og -strategier. Nye lokale og regionale udviklingsstrategier i hele Europa tager fat på nogle af storbyområdernes udfordringer. Ikke desto mindre mangler mange steder de politiske redskaber og forvaltningsmetoderne for storbyplanlægning og fysisk forvaltning på storbyniveau. Mere specifikt mangler nogle lande og byer formelle beføjelser til at planlægge i storbyområdet, især i Central-østeuropa og i føderale systemer. En række andre lande, f.eks. Frankrig, Nederlandene, Italien og de nordiske lande, har lovgivningsmæssige rammer eller endda krav til fysisk planlægning på storbyniveau. Selv om der findes en retlig ramme, kan det imidlertid være tilfældet, at det område, der er fastsat for samarbejde, ikke dækker hele FUA. Desuden varierer rammerne med store forskelle i erfaringsniveau, praksis, institutionalisering og ressourcer og har derfor forskellige mål for succes. Med den fortsatte byspredning i Europa og sammenlægningen af byområder inden for storbyområder er det af afgørende betydning at vurdere den rolle, som politikken for fysisk planlægning og byforvaltningsprocesser spiller på storbyplan. Politikken for fysisk planlægning er et af de tre hovedemner for samarbejde i storbyområder i hele Europa. At være tværsektoriel, koordinere og integrere storbypolitikken kan spille en væsentlig rolle med hensyn til at fremme bæredygtig og inklusiv vækst.
